Min mobiltelefon

Jeg synes det er skrækkeligt, så meget en mobiltelefon pludselig betyder for mig. Jaa, lige pludselig får man nogle spændende at snakke med og så kigger man på den åndsvage telefon konstant, hvorfor fanden gør man da også det?
Jeg er nu glad for at have skiftet nummer og sluppet af med en masse mennesker der altid skal sende åndsvage kædebeskeder eller romantiske beskeder om hvor sød jeg er. Jeg er da ikke sød, hold op, jeg er en sur, underlig nød. Jaa, man må sige at jeg ikk helt forstår det, men det er nu altid rart at slippe for det. Nu kan jeg endelig være mig og min mobil uden at blive spammet igen. Det er nu alligevel uhyggeligt at man som intelligent, nørdet pige er nødt til at skifte nummer hver halve år fordi man bliver så pisse træt af folk der pludselig finder interesse i at fortælle en hvor dejlig man er.
Drenge forstår det vel ikke, det skal vel sparkes hårdt i skridtet før det fatter at man ikke er interesseret.
Og jeg kender mange tøser der synes det er fantastisk at blive jagtet, men det er da træls at man ikke engang kan have folks telefonnumre i frygt for at blive "spammet" med kærlighedsbeskeder om alt muligt åndsvagt. Hvorfor er det at man ikke kan lave noget socialt med to / tre af sine meget nørdede, meget hyggelige venner uden at de straks tror der er noget?
Men i hvert tilfælde kan min mor nu få fat i mig igen, og det er hun glad for.
Mobilen... svaret på alle min mors problemer når det kommer til mig, jaa... Dejligt at hun kan få fat i mig, det er nu rart at snakke med sin mor.